Så blev det hverdag...

Langt om længe, og lige til det sidste og MEGET presset, lykkedes det mig at få praktikken på plads. Det var en stor sejr, da jeg tirsdag den 7. februar mødte op på St. Vincents hospital til noget undervisning, og fik at vide at alt var på plads og jeg måtte starte på afdelingen den efterfølgende dag!
De første uger hernede var ret heftige, da jeg manglede at få min kontrakt på plads. Både Rigshospitalet og hospitalet hernede ville begge gerne, at det skulle lykkes, men ingen af dem ville dække min forsikring.(!) Så der var lange korrespondancer over mail og telefon (hurra for Skype), og det hele var ret nervepirrende.
 Jeg havde også fat i DSR, som sagde, at det praktisk talt var umuligt, det jeg havde gang i, og at de så det som den eneste løsning, at hospitalet hernede ville ansætte mig, så jeg derigennem ville være dækket med arbejdsforsikning. SHIT!
Alt endte ud med, at jeg selv brugte en dag på at ringe rundt til forsikringsselskaber hernede i Australien, (havde haft fat i nærmest alle danske forsikringsselskaber, som ikke kunne hjælpe mig) og endelig lykkedes det, jeg fik en forsikring og hospitalet hernede godtog den (Og kun en ekstra udgift på 1200 dkr)!!! Det var en STOR dag.

Jeg er nu allerede halvvejs i mit praktikforløb. Det har været fantastisk at starte på hospitalet, alle er søde og rare og meget interesseret i mig, Danmark og specielt sygeplejen hjemme. Simon, min vejleder, er så imponerende, at jeg allerede nu ved, at jeg aldrig ville have fået tilsvarende praktik hjemme i DK. Han har virkelig gjort og gør et kæmpe stykke arbejde for at jeg får mest muligt ud af mit ophold. Så jeg er ham dybt taknemmelig. I kontrakten står der, at jeg kun må observerer på afdelingen, hvilket jeg allerede første dag fik nok af. Heldigvis er de på hospitalet kommet frem til, at jeg må lave ting og fungere som sygeplejerske, men at det er den sygeplejerske, jeg arbejder sammen med, der står til ansvar for hvad jeg gør. Det fungerer rigtig fint -de har hurtigt fundet ud af, at jeg jo kan det meste, så jeg deltager efterhånden på lige fod med mine kollegaer.

Det er en super spændende afdeling. Det er et privat hospital med ca 500 senge. De har de fleste specialer, hvilket gør at jeg ser lidt forskellig på intensiv. Dog fyldes de intensive senge med 75% af hjerteopereret patienter.
 
Jeg får undervisning hver tirsdag, sammen med tre andre sygeplejersker, som lige er startet på deres videreuddannelse til intensiv sygeplejersker. Det er rigtig fedt at være med til, og rigtig udfordrende at forstå pensum på engelsk, men en god måde at få styr på begreberne. Især deres undervisning omkring hjertet, var på rigtig højt niveau, så det var lidt af en udfordring at følge med.
Deres specialuddannelse er mere rettet mod den specifikke afdeling, de er ansat på, og tilrettelagt på den måde, at de hver uge har undervisning om tirsdagen, og så har bedside learning de resterede dage. (de har ingen vagter eller weekendvagter, det år de uddanner sig -dejligt for dem :-) ) Derudover har de nogle online fag, hvor de skal lave forskellige opgaver, og refleksioner med hinanden på tværs af de forskellige hospitaler og afdelinger.
I den kommende uge har jeg tre studiebesøg, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Mandag skal jeg til  Austin Hospital, hvor de har de levertransplanterede, Alfred hospital, som er et af Melbournes største hospitaler og Royal Childrens hospital, som er et kæmpe stort helt nyt børnehospital.Det bliver så spændende at se andre intensiv afdelinger -alle større end vi har i Dk. (vel hver har de ca 30 senge!)

I tirsdags var jeg til et arrangement som ACCCN (The Australian College of Critical Care Nurses) havde arrangeret. Det var igennem denne forening jeg fik kontakten til Simon, så det var godt at få ansigt på nogle af de mennesker, jeg har skrevet frem og tilbage med. Jeg var noget spændt på at skulle deltage i dette, men det gik rigtig fint. Og jeg fik mødt nogle af de kontaktpersoner jeg skal følges med på mine studiebesøg. Det er virkelig fantastisk hvor meget folk er villig til, at gøre for mig hernede.

Anne er ude på eventyr, så jeg har været alene hjemme den sidste uges tid nu. Jeg har brugt meget tid sammen med Anke og Claudia, to søde Berliner girls. Vi har det rigtig godt sammen. Vi har været på markeder, stranden, til openair koncert, lavet god mad og drukket vin. Og så er det fantastiske piger i huset, vi har det super godt sammen allesammen, hygger med film og mad, og der er plads til alle her, det er virkelig skønt! Jeg nyder så meget at have en hverdag hernede, det er den bedste måde at opleve en anden kultur og et andet land. At tage på arbejde 6.15 hver morgen i tog med alle andre, have kollegaer og se dem i deres arbejde og være en del af det, gå ud og drikke kaffe efter job, det er virkelig fedt. Jeg er egentlig bare ærgerlig over, at tiden flyver afsted, som den gør. Men sådan er det vel altid, når man har det godt!
Stine